gyserforestillingen Sarah

HANDLING

Efter tabet af sine døtre Clara og Sarah tager James Iron ud til Crows Wood for at komme på afstand af sorgen og få en ny start på sit liv – igen.
Men Crows Wood holder på en hemmelighed som James tids nok skal finde ud af. Herfra må han tage stilling til om sorgen over hans døtre nogensinde vil slippe ham – eller om der virkelig kan være en forbandelse. Men over hvem?
I Crows Wood møder James Iron ikke kun fortiden, men også sig selv gennem de breve og dagbøger han finder i huset. Husets butler, Howard, hjælper James i sin søgen på ro, men noget går ikke op på disse kanter. Howard, Crows Wood, de tusindvis af krager der mest af alt minder om advarsler og klaveret der pludseligt spiller – ”Hvad er det der foregår her?”.

Poster-Sarah

Holdet og inspirationen

Hvordan, Hvem og Hvorfra?

VIRKEMIDLER

I denne forestilling gør vi i endnu højere grad brug af publikums sanser. Et meget detaljeret lydunivers gør historien om muligt ENDNU mere present og klar for publikum der får rig mulighed for selv at sætte ansigter, konturer og silhuetter på historien mens den udlever sig. Strukturen af historien vil få tankerne til at løbe hen til gamle radiospil, mens gyset på scenen vil stå totalt dominerende.

Sarah_70
Sarah_26

MEDVIRKENDE

Igen har vi Anders Glud Jensen i rollen som James Iron, men denne gang er rollelisten lang – og meget imponerende. Udover Anders kan også opleves, Jon Lange, Robert-vinder Julie Christiansen, Peter Christoffersen og Troels Thorsen som mange måske vil kunne huske fra Det Kongelige Teater samt Niclas Kølpin og Peter Zhelder i rollen som butleren Howard. Alle roller – udover Anders Glud Jensen som vi oplever på scenen – lever i forestillingen gennem voice-overs. Og deres karaktere står lige så klart som hvis de var tegnet!

BAGGRUND

Endnu en gang har vi med inspiration og dialog fra London skabt en gyser der nok skal få sveden frem i hænderne. Igen har vi besøgt England og London for at komme helt ind under huden på ikke bare hvordan man skaber en gyser – men hvordan gør man det igen.
Med fokus på at universet skal fortsætte, karakteren udvikle sig og samtidig kunne skabe en helt ny historie har vi frembragt lige præcis disse.
”Sarah” er opfølgeren til den publikum- og anmelder roste ”Clara” og vi er meget stolte over at vi også med ”Sarah” har kunne byde publikum velkommen til endnu en 5-stjernet gyser.
Fortvivl ej, det er ikke en nødvendighed at ha’ set Clara først for at kunne følge handlingen i ”Sarah”.
Forestillingen er uegnet for børn under 12.
Vi glæder os til at se jer til en speciel og unik oplevelse.
Velkommen til ”Sarah”.

Sarah_267

Læs hvad anmelderne skriver

“Sarah” er endnu en uhyggelig genistreg fra skuespilleren Anders Glud Jensen. Uhyggen er tilbage – og denne gang foregår det på Zangenberg Teatret i København. Vi er endnu engang taget med James Iron til Crows Wood for at få tankerne væk efter tabet af de to døtre Clara og Sarah. Men noget er helt galt og James farer vild i sit eget tankespind. Uden at gå for meget i detaljer kan vi konstatere, at der igen er skruet godt op for den gode fortælling. Anders står næsten alene på scenen og har denne gang taget en række forfriskende chancer og tilføjet nogle nye elementer, og det fungerer super godt. Hans timing sidder lige i skabet, og der er kælet for detaljen. Det er en lille fin forestilling og en stor oplevelse med masser af chok-effekt. Det er svært at fylde en scene ud på egen hånd, det er endnu sværere når man skal navigere i et forudindtalt lydspor. Anders spiller overbevisende og helheden er dybt fascinerende. Gå ikke glip af denne enestående lille perle af en forestilling
Teaterstykket her ser måske ikke ud ad meget på billederne eller presseteksten, men det er vitterlig en vellykket omgang ungdomsgys af den klassiske slags. Det hele emmer således af nostalgiske krimier og radiodramaer, fra dengang DR var et underholdningsmonopol ingen betvivlede eller kunne undgå. Selvom forestillingen er en direkte fortsættelse på stykket Clara, så behøver du ingen forudgående kendskab til James Iron, eller hans trængsler med verden for at kunne følge med. Du skal blot have mod på en time i mørket med skuespilleren Anders Glud Jensen og nogle gedigne overraskelser.
Selv hvis også du er en kyniker, vil du kunne nyde turen med James Iron (Anders Glud Jensen) ud til det øde Crows Wood. Hvor stilheden kun overdøves af dine indre stemmer og hvor telefoner endnu ikke findes. Det er her James Iron søger at hele sit knuste faderhjerte og begræde tabet over døtrene Clara og Sarah. Men nogle mareridt er svære at slippe for, selv når du er vågen. Uhyggen opbygges gradvist og da spændingskurven ikke kan tage mere vælter gysene ud over scenekanten. Du skal dog tilhøre de sarte sjæle for at blive overvældet af ubehag, der var dog rigelig med skrig fra publikum på premiereaftenen! Det er allerede en lille evighed siden jeg sidst var forbi børne- og ungdomsteateret Zangensberg i København. Hvilket utvivlsomt har været en fejl, for ikke blot har jeg misset forestillingen Clara, jeg genkendte ej heller et ansigt. Til gengæld havde jeg en hyggelig aften, og var positiv overrasket over historieformidlingen. Hele historien kunne let omsættes til en interaktiv e-bog, eller sælges som storyline til computerspil. Med ganske få virkemidler, rekvisitter og svinkeærinder får skaberne af forestillingen lokket os med ind i et univers fra en ikke så fjern fortid. Dengang tog blev drevet af damp, tøj syet i hånden og breve altid var håndskrevet. Klassesamfundet levede i bedste velgående og selvom jeg ikke fangede hvad James Iron lever af er det tydeligt han ikke lider nød. Anders Glud Jensen er måske nok alene på scenen, men enkelte andre karakter udfyldes af stemmer og oplæste breve. Lokationer, fortid og tanker formidles dog alle af Anders mimik / ord / handlinger. Han er vores hovedperson og katalysator for historien. De fire blækhus gives for stemningen, historien, gysene og formidlingen.
Jeg havde i udgangspunktet rigtig svært ved at se, hvordan en teaterforestilling med gys som tema skulle fungere uden at blive småplat. Med det sagt glædede jeg mig til at opleve det. Det skulle da også vise sig, at det sagtens kan lade sig gøre at lave møguhyggeligt gyserteater og skræmme en hel sal fra vid og sans uden det mindste spor af plathed. Forestillingen SARAH bygger videre på historien om James Iron, som vi første gang kunne stifte bekendtskab med i forestillingen CLARA. Det skal nævnes, at det ikke er en nødvendighed at have set CLARA for at kunne forstå handlingen i denne forestilling. Der er en generel følelse af spænding, da vi træder ind i teatersalen, hvor scenen i blåligt lys og tåget af røg allerede skaber den helt rette uhyggelige stemning. Så slukker lyset. Bælgmørke omringer os. Og en mand begynder at tale til os. Han fortæller om den forrige forestilling, så vi, uanfægtet om vi har set den eller ej, kan følge med i den historie vi om lidt skal se. Jeg kan mærke, det gør noget ved kroppen at sidde i fuldkommen mørke, uden at vide hvad der nu kommer til at ske. Alle sanser bliver tydeligt skærpede, og jeg forestiller mig, at det er netop den effekt, der er ønsket. Så møder vi James Iron. James har på tragisk vis mistet begge sine døtre, Clara og Sarah, og da vi kommer ind i fortællingen, er James på vej væk. I mørket lytter vi til en samtale mellem James og hans gode ven Edward, hvor James fortæller, at han tager til et sted kaldet Crows Wood. Han har brug for at få sorgen over tabet af sin datter Sarah på afstand. Crows Wood skal dog vise sig at være det værste sted, James overhovedet kunne tage hen. Forbandelsen over hans døtre lader til at forfølge ham, og den ro han forventede at få bliver i stedet til en barsk konfrontation med Sarahs ubarmhjertige død. På trods af den relativt sparsomme og simple scenografi, og det faktum, at der primært er én mand på scenen hele stykket igennem, føles det som om, der sker meget mere. Forestillingen er bygget op sådan, at alle andre end James’, og til dels Sarahs, karakter, er repræsenteret udelukkende ved stemmer. Anders Glud Jensens formidable indlevelse i rollen lader os dog næsten tro, at der rent faktisk står flere mennesker på scenen. Det er en meget fin skuespillerpræstation, vi i dette stykke er vidne til. Så selvom nogle af sekvenserne i mørket er lige en tand for lange, og selvom bænkene i salen egentlig er beregnet til børn, så bliver det småting i det store billede. Det løber mig koldt ned ad ryggen flere gange, og vi skriger da også flere gange i kor. At vi sidder tæt ender med at være rigtig rart hen imod slutningen, hvor gysets intensitet stiger hastigt. Det er svært at fortælle mere uden at afsløre for meget, så som Anders Glud Jensen sagde til os: ”Har I nogle I gerne vil sidde tæt med, så invitér dem med ind og se forestillingen!”. Det er også min anbefaling. Skynd jer at få fat i billetter til SARAH. Jeg lover, det er det værd.

Kom i kontakt

Lokation

Lokaliseret i København

kontaktinfo

Telefon : 53310703

Email : sebastian@agj-theartre.dk

Scroll to top