Jeg havde i udgangspunktet rigtig svært ved at se, hvordan en teaterforestilling med gys som tema skulle fungere uden at blive småplat. Med det sagt glædede jeg mig til at opleve det. Det skulle da også vise sig, at det sagtens kan lade sig gøre at lave møguhyggeligt gyserteater og skræmme en hel sal fra vid og sans uden det mindste spor af plathed. Forestillingen SARAH bygger videre på historien om James Iron, som vi første gang kunne stifte bekendtskab med i forestillingen CLARA. Det skal nævnes, at det ikke er en nødvendighed at have set CLARA for at kunne forstå handlingen i denne forestilling. Der er en generel følelse af spænding, da vi træder ind i teatersalen, hvor scenen i blåligt lys og tåget af røg allerede skaber den helt rette uhyggelige stemning. Så slukker lyset. Bælgmørke omringer os. Og en mand begynder at tale til os. Han fortæller om den forrige forestilling, så vi, uanfægtet om vi har set den eller ej, kan følge med i den historie vi om lidt skal se. Jeg kan mærke, det gør noget ved kroppen at sidde i fuldkommen mørke, uden at vide hvad der nu kommer til at ske. Alle sanser bliver tydeligt skærpede, og jeg forestiller mig, at det er netop den effekt, der er ønsket. Så møder vi James Iron. James har på tragisk vis mistet begge sine døtre, Clara og Sarah, og da vi kommer ind i fortællingen, er James på vej væk. I mørket lytter vi til en samtale mellem James og hans gode ven Edward, hvor James fortæller, at han tager til et sted kaldet Crows Wood. Han har brug for at få sorgen over tabet af sin datter Sarah på afstand. Crows Wood skal dog vise sig at være det værste sted, James overhovedet kunne tage hen. Forbandelsen over hans døtre lader til at forfølge ham, og den ro han forventede at få bliver i stedet til en barsk konfrontation med Sarahs ubarmhjertige død. På trods af den relativt sparsomme og simple scenografi, og det faktum, at der primært er én mand på scenen hele stykket igennem, føles det som om, der sker meget mere. Forestillingen er bygget op sådan, at alle andre end James’, og til dels Sarahs, karakter, er repræsenteret udelukkende ved stemmer. Anders Glud Jensens formidable indlevelse i rollen lader os dog næsten tro, at der rent faktisk står flere mennesker på scenen. Det er en meget fin skuespillerpræstation, vi i dette stykke er vidne til. Så selvom nogle af sekvenserne i mørket er lige en tand for lange, og selvom bænkene i salen egentlig er beregnet til børn, så bliver det småting i det store billede. Det løber mig koldt ned ad ryggen flere gange, og vi skriger da også flere gange i kor. At vi sidder tæt ender med at være rigtig rart hen imod slutningen, hvor gysets intensitet stiger hastigt. Det er svært at fortælle mere uden at afsløre for meget, så som Anders Glud Jensen sagde til os: ”Har I nogle I gerne vil sidde tæt med, så invitér dem med ind og se forestillingen!”. Det er også min anbefaling. Skynd jer at få fat i billetter til SARAH. Jeg lover, det er det værd.